|
Israel Shamir:
Vampyr-dræberne
14. marts 2001
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Eventyr om vampyrer indeholder som regel forskellige løsninger
på, hvordan man skal reagere, når man bliver angrebet af en
sådan rædselsvækkende ting. En håndfuld jord fra en kirkegård
skulle kunne gøre det, måske et hvidløg og så selvfølgelig et
kors. Men disse løsninger virker desværre ikke altid. I Roman
Polansky's muntre skrækkomedie "De frygtløse vampyrdræbere"
forsøger helten at skræmme en jødisk vampyr ved at lave korsets
tegn. Men jøden smiler til ham med et forstående smil, lige som
i
"Spillemand på en tagryg"
og viser sine hugtænder. Korset skræmmer ham ikke. Polansky’s
arbejde kommer jeg til at tænke på i forbindelse med en ny bølge
af Holocaust-kontroverser.
De revisionistiske
historikere, som af deres modstandere kaldes for
"holocaust-benægtere" er i øjeblikket til et møde i Beirut for
at sammenligne deres noter om det nazistiske folkemord. Den
amerikanske jødiske lobby, herunder Zionist Organization of
America (ZOA) og Anti-Defamation League, har krævet forbud mod
at konferencen gennemføres. ZOA er ellers ikke imod revisionisme
som sådan. Denne organisation er faktisk en pioner i kunsten at
fornægte historien, og den har netop - på de amerikanske
skatteyderes regning - publiceret et hæfte kaldet Deir Yassin:
History of a Lie. Deir Yassin var en fredelig landsby, som blev
angrebet af de jødiske terrorgrupper Etzel og Lehi den 9. april
1948. Mænd, kvinder og børn blev massakreret. Jeg ønsker ikke at
gå i detaljer med denne bloddryppende fortælling om ører som
bliver skåret af, maver sprættet op, kvinder voldtaget, mænd
tortureret og om kroppene, som blev smidt ned i en stenbrud
eller om den sejrrige parade, som morderne afholdt bagefter.
Dybest set er alle massakrer ens fra Babi Yar til Chain Gang til
Deir Yassin.
ZOA revisionisterne bruger
alle de samme midler som deres fjender "benægterne". De tror
ikke på øjenvidneberetninger fra de overlevende, Røde Kors, det
britiske politi, jødiske spejdere og andre jødiske observatører,
som var til stede og overværede denne massakre. De undsiger selv
Ben Gurions forsvar for disse handlinger, da lederne af disse
bander jo selv efterhånden alle blev premierministre i den
jødiske stat. For ZOA har kun mordernes egne vidneudsagn
betydning, altså hvis disse mordere er jøder.
Hvis jøderne er ofre,
sparer de samme amerikanske zionistiske organisationer sig ingen
anstrengelser for at bekæmpe revisionismen, og netop denne
moralsk tvivlsomme holdning har uden tvivl været til støtte for
dem, som var samlet i Beirut. For hvis israelerne fortæller en
stærkt fordrejet historie om, hvad der skete i 1948, så er den
jødiske erindring om Holocaust måske heller ikke helt troværdig.
Det minder os om den
vellykkede nedvurdering af andre af vor tids forbrydelser.
Massakren i Timosoara i Rumænien blev der fortalt meget om i New
Tork Times, BBC og CNN. Den blev udført af Ceauseseu og gik ud
over cirka 90.000 civile borgere. Ceauseseu blev summarisk
henrettet og Vestens venner kom til magten. Men så fandt en
uafhængig undersøgelse ud af, at kun 96 personer var døde, altså
tusind gange mindre end tidligere anslået. De første rapport fra
9/11 talte om 60.000 døde, og ud af dem 4.000 israelere. Nu ved
vi, at der var 3.000 døde, og at der var 40 af dem, som var
jøder, altså mange gange mindre end antallet af ofre i alt og
hundrede gange mindre end det estimerede antal jødiske ofre.
En anden nedgradering skete
efter Kishinew progromen. Først hævdede de jødiske vidner og
organisationer, at der var 500 døde, senere blev antallet
nedskrevet til 48, altså ti gange mindre. Moderne historikere
har gjort opmærksom på, at i alle pogromerne i zarens Rusland,
var antallet af jødiske ofre cirka en tredjedel af det samlede
antal ofre i den ukrainske bonde krig imod det jødiske
bourgeoisi
(nogle kalder det
den "ukrainske intifada"). Og det er helt sikkert nogle andre
tal end dem, som vi jøder lærte i skolen.
De bestialske massakrer på
jøder i 1648 blev begået af kosakker fra Chmielnicki, og det
blev anslået, at der var 500.000 jødiske ofre, indtil dette tal
blev nedgraderet med faktor 10 af den moderne jødiske forsker
Jonathan Israel ("European Jewry", Oxford 1985). Han benægtede
tilmed, at der overhovedet skete en massakre på jøderne, men
jøderne led lige så meget som alle andre under borgerkrigen
mellem ukrainerne, polakkerne og jøderne.
Inspireret af disse
resultater, har revisionisterne opnået nogle få resultater.
Historien om, at der blev lavet sæbe af menneskeligt fedt, eller
Wiesel’s historie om de åbne bål [udenfor gaskamrene], blev
skrinlagt, sammen med et par andre mere eller mindre
fantasifulde historier. Revisionisterne stiller også
spørgsmålstegn ved det faktiske antal jødiske ofre, hvilket er
et kompliceret spørgsmål, da definitionen på begrebet "ofre" er
en fortolkning i sig selv.
Et godt eksempel på en
slags 'offer-definition' blev givet i Haaretz sidste uge. Da
Gulf-krigen sluttede i 1991 var der kun ét kendt israelsk offer
for denne krig. I dag er der officielt hundrede israelere, som
bliver anset for at være ofre for Golfkrigen, og deres
efterkommere modtager en pension, som bliver betalt af Irak.
Nogle af disse ofre døde af stress, andre kunne ikke fjerne
deres gasmasker og blev derfor kvalt. I Haaretz artikel blev det
nævnt, at mange flere krav var blevet afvist af de israelske
myndigheder.
Da man skulle vurdere
antallet af jødiske tab i 2. Verdenskrig tog de jødiske
organisationer antallet af jøder, som levede før krigen og trak
det fra antallet af jøde efter krigen, hvilket gav et tal på
mere end 5 millioner, som skulle være antallet af døde. Men
dette tal indeholder også antallet af jødiske soldater, som
f.eks. min onkel, som kæmpede og blev dræbt i slaget ved
Leningrad. Det indeholder også min ældre bedstefar, som døde af
sult og alderdom i den jødiske bydel i Stanislawow. Det
indeholder også ofrene for sygdom, tyfus og underernæring. Så
det må nødvendigvis være et stort tal, for det var en
forfærdelig krig. Eksempelvis i Hviderusland med sine mange
jøder, døde hver fjerde menneske, jøde eller ikke-jøde, i
krigen.
Derfor er det nødvendigt at
benægte selve konceptet om det jødiske Holocaust, fordi det
kunstigt adskiller de døde jøder fra det store antal af deres
landsmænd, som også døde og led. Dette koncept sætter skel
mellem min onkel Abraham og hans kammerat i skyttegraven, Ivan,
også selv om de blev dræbt af den samme granat. Dette koncept
sætter skel mellem min gamle onkel og alle de andre mennesker i
hans by, som døde på samme tid. Det sætter skel mellem min unge
tante, som blev dræbt af Luftwaffe og hendes polske kæreste. Det
er et koncept, som fremmer eksklusivitet, og derfor bør det
afvises. Det skal afvises fordi det forgifter jødernes sjæl og
fylder den med had til ikke-jøder, og med en følelse af
eksklusivitet.
Men revisionisterne har en
anden tilgang: De risikerer deres karriere og formuer ved at
forsøge at underminere det de kalder for "myten om Holocaust".
Det er virkelig en udfordring. I dag kan man åbent diskutere
Marias jomfruelige undfangelse og måske også nogle af de
grundlæggende myter i Israel. Men holocaust-kulturen er stadig
unik, og loven forhindrer alle undersøgelser, som måtte kastet
tvivl om det hellige dogme. Men dogmer har en tendens til at
tiltrække kritiske tænkere, problemet er bare, at bag det røde
klæde møder den vilde tyr kun den tomme luft. Argumenterne om
gaskamre og sæbe-produktion er måske udfordrende, men de er helt
irrelevante. Hvor er matadoren?
II
Et modigt skridt blev taget
af dr. Norman Finkelstein i hans bestseller om
holocaust-industrien. Men der er en vigtig forskel mellem dr.
Finkelstein og de "revisionistiske historikere", som er samlet i
Beirut. Dr. Finkelstein er søn af holocaust overlevende, og han
har holdt sig langt væk fra de ulovlige diskussioner om
statistiske facts og har koncentreret sig om den ideologiske
konstruktion af holocaustkulten.
Men det hjalp ham desværre
ikke. En jødisk organisation ved navn "Advokater uden grænser"
har lagt sag imod ham i Frankrig. Disse advokater blev ikke
oprørte, da en israelsk domstol dømte en jødisk barnemorder til
6 måneders betinget fængsel. De rørte ikke en finger, da den 15
år gamle pige Suad blev placeret i isolation og nægtet retshjælp
og udsat for psykisk tortur. De er helt fraværende fra de
israelske militære domstole, hvor vidneudsagn fra en jødisk
officer kan give lange fængselsdomme til ikke-jødiske civile,
baseret på hemmelige beviser. Tilsyneladende er disse advokater
er klar over visse grænser.
Finkelstein satte sig for
at udforske hemmeligheden bag vores diskrete jødiske charme, en
charme, der åbner amerikanske hjerter og pengepungen hos de
schweiziske banker. Hans konklusion er, at vi gør det ved at
appellere til den europæiske og amerikanske skyldfølelse.
Holocaustkulten har vist
sig at være et uundværligt ideologisk våben. Ved anvendelse af
dette kan en af verdens stærkeste militære magter, med en
dramatisk række overtrædelser af menneskerettighederne bag sig,
blive anset for at være offer, og den mest succesfulde etniske
gruppe i USA har derned erhvervet offerstatus.
Finkelstein foretager en
fremragende analyse af holocaustkulten, og kommer til den
chokerende opdagelse, at den ikke består af andet en nogle
klichéer, som er strikket sammen af Elie Wiesels bedrøvelige
stemme, optaget i en limousine.
Finkelstein er ikke selv
klar over perspektivet i hans opdagelse, for han tror stadig, at
holocaustkulten er et stort koncept, som kan sammenlignes med
opfindelsen af hjulet. Dette koncept løste det evige problem med
de rige og indflydelsesrige, som er nødt til at beskytte sig
imod misundelse og had fra de fattige og udnyttede. Det er
tilladt Mark Rich og andre svindlere at snyde og stjæle, og det
tilladt den israelske hær at myrde børn og udsulte kvinder, uden
at de kan straffes. Hans opfattelse deles af mange israelere.
Ari Shavit, en velkendt Haaretz skribent, udtrykte det bedst i
1996, da den israelske hær dræbte mere end hundrede civile
flygtninge i Kana i Libanon: "Vi kan myrde uden at blive
straffet, fordi Holocaust Museet er på vores side". Boaz
Evron, Tom Segev og andre israelske forfattere har givet udtryk
for tilsvarende synspunkter.
Man kan opsummere dr.
Finsteins teser sådan: Jøderne fik succes med at finde cirklens
kvadratur og løste det problem, som plagede aristokratiets
millionærer. Nemlig ved at afvæbne deres modstandere ved at
appellere til deres medfølelse og følelse af skyld.
III
Jeg beundrer dr.
Finkelstein for hans fortsatte tro på det gode i medmennesker.
Han tror nok også på alfer. Efter mit skøn, så kan medfølelse og
skyldfølelse højest give dig en gratis skål suppe, og ikke
milliarder af dollars. Dr. Finkelstein er ikke blind. Han ved at
sigøjnere også var ofre for nazisterne, men de har stort set
ikke modtaget noget som helst fra det "medfølende" Tyskland.
Amerikanernes evne til at føle kollektiv skyld over for deres
vietnamesiske ofre (5 mio. dræbt, 1 million enker, ødelæggelse
af store landområder med Agent Orange) blev for nylig indrømmet
af sekretæren i Forsvarsministeriet William Cohen: "Der er
ikke plads til nogen undskyldning (endsige erstatning ). En krig
er en krig ". Ken selv om han har alle fakta til sin
rådighed, forsøger dr. Finkelstein alligevel at gribe til korset
for at skræmme vampyrerne væk.
Hvad er den kilde, som
leverer brændstoffet til holocaustindustrien? Dette er ikke et
teoretisk spørgsmål. Der er nu ved at ske endnu en
palæstinensisk tragedie, idet man langsomt kvæler deres byer.
Hver dag bliver træer revet op med rødder, huse ødelagt og børn
myrdet. I Jerusalem fejrer jøderne Purim med en pogrom mod de
vantro, men det rapporteres kun på side seks i de lokale aviser.
I Hebron, fejrer Kahanes tilhængere Purim på massemorderen
Goldsteins grav. Dette er ikke tid til at liste på kattepoter.
I Ulysses udtrykker Bloom
sin skaber - James Joyces - følelser omkring den irske
frihedskamp gennem en irsk frihedskæmper. Mine bedsteforældre,
mine onkler og tanter døde i 2. Verdenskrig. Men jeg sværger ved
deres grav, at hvis jeg troede, at skyldfølelse over
holocaustkulturen ville koste bare et enkelt palæstinensisk barn
livet, ville jeg gøre holocaustmindestederne til offentlige
urinaler.
Den uhæderlige holocaustkult og den lethed, hvormed den suger
milliarder til sig, er en dokumentation for den reelle magt bag
denne industri. Denne magt er uklar, obskur og usynlig, men den
er helt reel. Det er ikke en magt, der stammer fra Holocaust
selv, men snarere fra de rå muskler hos dem som har magten.
Den nye religion i USA
bliver nogle gange kaldt for judeo-kristendom, og i denne
religion overskygger Holocaust Kristi lidelse og død, samtidig
med at Opstandelsen er erstattet af hensynet til Israel, hvilket
understreger jødernes centrale placering i den amerikanske
debat.
Derfor er alle
revisionisternes bestræbelser dømt til at mislykkes. De
mennesker, som styrer holocaustkulturen kan sige hvad de vil,
for de styrer de offentlige medier. Holocaustkulten er bare en
lille manifestation af deres evner, og disse magthavere vil bare
grine af dr. Finkelsteins afsløringer.
-------------------------------------------------------------------
Oversat af Jakob Munck
24/2-09
(Det skal nævnes, at den omtalte revisionistiske
konference i Beirut blev aflyst, da den libanesiske regering
ikke turde tillade den, efter pres fra Israel.)
|
