|
Israel Shamir:
Nigel Perry
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nigel Perry er en af de professionelle venner af Palæstina, og
han gjorde meget ud af at få mig til at tie stille og at holde
debatten om Palæstina helt fri for referencer til "jøder", som
om det var en konflikt mellem hidtil ukendte folkefærd.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Perry har mange ting at bekymre sig om. Han er ikke bekymret for
de palæstinensiske flygtninge eller over at floderne i Palæstina
tørrer ud. Han er bekymret over, at en avis, som jeg citerede
fra, havde et link til nogle holocaust-benægtere. "Vi er kun et
klik væk fra holocaustbenægtelse". Tja, det er hans bekymring.
Jeg er ikke bekymret på "benægterne" eller "revisionisterne".
Min mening om dette emne blev udtrykt i min artikel "Vampire
Killers". Men for Perry, som for alle andre som er del af den
jødiske lobby, er holocaust-kulten indbegrebet af hellighed. Du
kan benægte Deir Yassin eller den ubesmittede undfangelse, og
det vil ikke få nogen til at blinke med øjnene. Kun Holocaust er
af interesse for dem.
Perry går endnu videre, "Shamir forsøger at sælge tilsyneladende
stjålne nazi-klenodier til David Irving, som er den mest kendte
holocaustbenægter i vor tid". I denne sætning er det kun
navnene, som er korrekte, alt andet er løgn, men lad os for
debattens skyld se bort fra det. Når alt kommer til alt, siger
en løgn taler mere om dens ophavsmand end om hvad der er sandt.
Hvad er der galt i Perrys øjne med David Irving? For mig er en
massemorder en massemorder, uanset om det sker i Dresden eller
Hiroshima. Begge dele er irrelevante for den palæstinensiske
konflikt. Og når det gælder benægtelse, så har Simon Peres jo
nægtet at anerkende massemordet på armenierne, og af en eller
anden årsag er der ingen, som er forargede. En ledende person
fra "Not-in-my-name", en jødisk og pro-palæstinensisk
organisation, benægtede ikke massemordet på de palæstinensiske
kristne i år 614, men retfærdiggjorde det (de var til skade for
jøderne og fortjente derfor at dø, skrev han), og han forblev de
bedste venner med Abu Nimah og Perry. Irving har sine egne ideer
om omfanget af massemordet på jøderne i WWII. Disse ideer blev
for nylig også udtrykt af den velkendte columnist Christopher
Hitchens, og han blev derfor også angrebet for
"holocaust-benægtelse" af den, som er skyld i massemordet på
Cambodias befolkning, nemlig Henry Kissinger.
Norman Finkelstein har kritiseret idéen om at det jødiske
holocaust ikke har nogle fortilfælde, og gjort opmærksom på, at
det som forstås som unikke karakteristika, ikke er andet end
særlige egenskaber. Hvert eneste holocaust er unikt på sin egen
måde, lige som de ulykkelige familier i starten af Tolstoys Anna
Karina. Jeg kunne måske tilføje, at hele forestillingen om det
særlige ved det jødiske holocaust baserer sig på den præmis, at
jøder er noget særligt. "Benægtelse" eller "holocaust" var slet
ikke noget man snakkede om efter WWII. Det drejer sig om magt,
om den nuværende særdeles magtfulde rolle, som det
amerikansk-jødiske samfund og dets israelske aflægger, har
opnået. Og sandheden er desværre, at hvad du end siger, må du
ikke diskutere eller nævne spørgsmålet om jødernes magt i USA.
Maxim Rodinson, en kendt fransk marxist og forfatter til en
biografi om Profeten, definerede Israel som "en bosætter stat"',
en koloni. Men enhver koloni har sit modersamfund, som er kilden
til dens magt. Det franske Algeriet var befolket med franskmænd
og det var støttet af Frankrig. Men hvad er det for en ekstern
magt, som støtter Israel? Hvad er dets moder-land? Det er ikke
USA, det er netværket af jødiske samfund, verdens-jødedommen.
USA var engang en nybyggerstat, som var udgået fra England.
Senere vendte magtforholdet, og USA blev mere vigtig. Det samme
skete for Brasilien, som blev mere vigtig end Portugal. Måske
vil Israel blive mere vigtig end dets "moderland", de oversøiske
jødiske samfund, men det er ikke sket endnu.
Sammenligningen med Algeriet hjælper til at forstå tingene.
Forestil dig at du var en mand fra Algeriet, som besøgte
Frankrig dengang den franske hær dræbte og torturerede tusinder
af mennesker i Algeriet. I Frankrig var der mange mennesker, som
støttede araberne i Algeriet, så sandsynligvis ville du komme
til den konklusion, at det ikke var Frankrig, som bekæmpede
Algeriet, men de franske kolonialister. Men det ville være en
forkert konklusion, for krigen blev udkæmpet med Frankrigs
militære magt. Frankrig - ikke de franske kolonialister i
Algeriet - blev kritiseret af FN, som krævede, at man sluttede
krigen. De franskmænd, som støttede araberne i Algeriet, vidste,
at de kæmpede imod Frankrig. De mente, at der er ting, som er
mere vigtige end biologisk fællesskab.
Amerikanske jøder, som støtter den palæstinensiske sag, gør
klogt i at overveje situationen. Krigen i Palæstina bliver ført
af amerikanske jøder, og den vil blive vundet eller tabt i USA.
Jødernes virkelig magt ligger ikke i pengene, men i vores stærke
indflydelse på den historiske fortælling, som kommer af de
vigtige positioner, som vi har på akademierne, i medierne og i
studiecentrene. Det er et delikat emne, og en amerikansk jødisk
tænker Isaac Asimov er gået over til science fiction for at
udtrykke sine følelser. I hans Foundation [på dansk:
"Stiftelsen"] taler han om den historisk narrative fortælling.
Og dette emne trænger til at blive diskuteret, ikke kun på de
palæstinensiske postlister, men også her.
Den tilladte diskussion om Palæstina er en mainstream jødisk
debat mellem de hårde jøder af Kahane-typen og de bløde fra Fred
Nu. Man tager det altid for givet, at det drejer sig om at
bevare det jødiske Israel. Og denne forudsætning udelukker reelt
en løsning på vores problemer.
Nigel Perry er bare en af de mange, som håndhæver den politiske
korrekthed. Han nævner stolt, at han i mange år har været
involveret i den palæstinensiske sag. Tja, desværre er det
personer som ham, som er årsagen til at den palæstinensiske sag
går så dårligt. Han skriver:
"Shamir mener, at det eneste, som vil hjælpe den palæstinensiske
befrielsen er kompromitteringen og marginaliseringen af det
amerikanske jødiske samfund. Det siger sig selv, at denne
analyse og den påståede løsning er intellektuelt og moralsk
ubrugelig".
Perry overdriver, lige som Dershowitz. At påpege at en gruppe
har en alt for stor indflydelse, er ikke det samme som at
kompromittere den. At overlade diskussionen til almindelige
mennesker, er ikke det samme som at "marginalisere" andre. Jo,
diskussionen bør ændres og dens basis bør demokratiseres, både
Amerika, Europa og andre steder. Det var den store ide, som
Edward Said udtrykte i sin bog om "Orientalismen".
Den nuværende position hos de amerikansk-jødiske "vogtere af den
historisk fortælling" er uholdbar, og den er også skadelige.
Demokrati i Palæstina, har for mig altid været et symbol på
demokrati for alle. Det at fjerne de særlige jødiske rettigheder
i Palæstina er forbundet med fjernelsen af jødernes særlige
rettigheder i Amerika. Folk skal være lige og have samme adgang
til at deltage i diskussionen, efter min mening.
Måske jeg tager fejl. Men Perrys argument viser, hvilke
interesser han varetaget. Han tager sig af sine
jødisk-amerikanske arbejdsgivere og håndhæver deres linje i
forhold til de palæstinensiske kredse. Jeg er bekymret for jer,
alle jer som er udstødte, jeg skriver til jer for at hjælpe jer
i denne debat.
Perry skrev:
"Det er værd at bemærke, at Shamir's svar på Abunimah / Ibish
brevet, ikke indeholder nogen afvisning af antisemitismen.
'Enhver irrationel fjendtlighed over for jøder bør afgjort
udryddes og fordømmes,' er det tætteste han kommer. Ikke 'Jeg er
ikke anti-semitisk' eller nogen anden formulering så simpel som
denne."
De politisk korrekte pc-krigere bruger altid denne formel som en
frelsende litani. Det svarer til dem, som engang sagde: "jeg er
ikke og har aldrig været medlem af det kommunistiske parti" for
at slippe ud af det antikommunistiske hysteri, og det giver
stadig ikke megen mening. Hvis anti-semitisme er en slags
biologisk aversion mod mennesker af jødisk afstamning, så er
anti-semitismen vanvittig. Hvis det betyder modvilje mod den
disproportionale magt, som jøderne har i samfundet, så er det
rimeligt.
For mig har A-ordet ingen rigtig betydning. Hvis det betyder
biologiske aversion mod efterkommere af jøder, mener jeg det er
dårligt, men hvis det betyder utilfredshed med at jøderne har så
mange magtpositioner, så er det fornuftigt. Disse holdninger
duer alligevel ikke. Etniske og religiøse minoriteter kan
dominere den globale debat, lige som grækerne gjorde i det
osmanniske rige, men kun så lang tid at de identificerede sig
med imperiets interesser. Ellers sker der en pinefuld
adskillelse.
Holocaust diskussion forekommer mig at være en krypto-religiøs
diskussion, som ligner den der udspandt sig mellem den ortodokse
og den katolske kirke omkring ordet "'filioque", eller
diskussionen om kaliffernes succession, som udspandt sig mellem
sunni og shia-islam. Begge sider siger noget, og mener noget
andet. Det er en krypto-diskussion om jødisk magt, lige som den
islamiske diskussion handlede om hvilke grupper, som skulle have
magten. Derfor siger jeg: drop den tomme snak, lad Auschwitz
hvile i fred, og snak om de virkelige problemer.
Det har intet med "skyld" at gøre. Franskmændene føler ingen
skyld over den million dræbte i Algeriet, og amerikanerne føler
ingen skyld over de myrdede vietnamesere. "Skyldfølelsen over
det jødiske holocaust" er intet andet end en underkastelse under
den jødiske magt. På samme måde som det at skrifte sine synder i
den katolske kirke, er en måde at underordne sig dennes magt.
Så længe deltagerne i denne diskussion accepterer at blive
vejledt af Nigel Perry og andre krypto-tilhængere af den jødiske
eksklusivitet, er de sikre på at tabe. Den vestlige verden
mangler stadig at få den virkelige debat om den jødiske magt,
uden at deltagerne behøver at frygte at blive stemplet som
værende anti-semitter. Vi er jo i stand til at diskutere
aristokratiets magt, også selv om dette aristokrati måtte lide
meget under terroren i 1793. Ville de såkaldte "hate-laws" mon
også kunne anvendes til at forhindre en diskussion om resterne
af den aristokratiske indflydelse?
-------------------------------------------------------------------------
Oversat af Jakob Munck
20/2-09
|
