Israel Shamir:
Hans ny karriere
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
De frimodige ord, udtalt af den malaysiske premierminister [om
at jøderne styrer verden gennem deres stedfortrædere] sendte en
chokbølge ud over hele kloden og fik nogle helt uforudsigelige
konsekvenser. For det første protesterede den amerikanske
kongres over denne uhørte tanke om jødisk magt, og godkendte
derfor et multimillion lån til Israel. JINSA afviste Dr. M.'s
påstand om at jøderne gik ind for krig, for de krige som jøderne
sætter i gang kalder man for "demokratisering", eller "krigen
som skal slutte alle krige."
Kun den franske præsident Jacques Chirac blev forsinket med sit
svar, og befandt sig derfor i skudlinien. Den
åh-så-ikke-eksisterende "jødisk indflydelse" kunne forårsage
hans politiske afgang, som det skete for Charles de Gaulle efter
hans dårligt planlagte våben embargo mod Israel i 1967 (den
store general holdt kun i et år). Jacques Chirac tog de første
fly til Canossa og sendte et undskyldende brev til den gamle Dr.
M. om at han - lige som Henrik IV - foretrak at underkaste sig
den magt, som har afløst pavemagten i europæernes og
amerikanernes bevidsthed.
Til stadighed blev han angrebet af Maariv, det israelske
sensationsblad. Dette blad interesserer sig ikke meget for
Malaysia, som ligger langt væk, men det fik tegnet et grotesk
fordrejede billede af Jacques Chirac, som blev kaldt "den
antisemitiske leder af Frankrig". Hysteriske sammenligninger af
Chirac med Marshal Petain blev foretaget af Amnon Dankner,
Maarivs chefredaktør. Hans redaktionelle kommentarer og andre
artikler, især af Nahum Barnea (som kaldte Chirac for
"kollaboratør"), henvender sig til de franske jøder, og hælder
inflammatorisk gift ud i et forsøg på at sætte dem op mod deres
ikke-jødiske naboer og imod Frankrig.
Men jøderne i Frankrig (overvejende Sephardi efterkommere af
Maghreb indvandrere) burde overveje hvem denne personlighed,
Amnon Dankner, chefredaktør Maariv, egentlig var. For et par år
siden skrev denne ihærdige forkæmper for den jødiske tro et
langt essay kaldet "I've Got no Sister" (Ein Li Achot), hvor han
beskrev sephardi-jøderne som værende "bavianer" og "barbarer fra
periferien af den faldne franske kultur". Kan du kende dig selv
Derrida? Er det et billede af dig, Albert Memmi?
På et tidspunkt, hvor der er spændinger mellem Maghrebis
("arabiske jøder") i Israel og ashkenazi-eliten, skrev, Dankner:
"Der er ingen risiko for en krig (mellem ashkenazim og
sephardim), for jeg betragter ikke disse bavianer som mine
brødre". Han udtrykte hermed den almindelige følelse hos
ashkenaziernes elite af at mennesker, der nu forsøger at bringe
de franske jøder over på deres side: Sephardim'er er i bunden af
det israelske samfund, de er næsten ikke repræsenteret på
universiteterne og i medierne og deres parti har ingen magt,
deres ledere er udstødt og deres kultur ødelagt.
Dankner og Barnea af Maariv vovede at tale om "kollaboratørerne
[med nazisterne] i det tidligere Frankrig". Ja, de må jo vide
meget om nazisterne. For et par dage siden var Maariv involveret
i en voldsom heksejagt på de jagerpiloter, som nægtede at flyve
henrettelsesmissioner over nabolandene, og her bragte han en
lang artikel, skrevet af en ukendt patriot, som tilsyneladende
fordømte piloterne:
"De, der ønsker at leve, de må kæmpe, og dem, der ikke ønsker at
kæmpe i denne verden af evig kamp, fortjener ikke at leve.
Hvad skal vi kæmpe for er at sikre eksistensen af vores
folk, opretholdelse af vores børn og frihed og uafhængighed for
vores land, således at vores folk kan opfylde den mission, som
Gud har tildelt dem.
Krigen mod vore fjender kan ikke gennemføres på en venlig
måde. Denne kamp er mellem forskellige livsholdninger, og den
skal gennemføres med en hidtil uset brutalitet og hårdhed. Det
må være klart, at landet aldrig vil blive vundet bare ved at
bede til Gud, og heller ikke ved at respektere FN. Kun ved brug
af våben.
Et stort slag skal ødelægge fjenden, uden hensyn til tab.
Et gigantisk alt ødelæggende slag. Vores budskab har ikke flere
nuancer, det har kun en positiv og en negativ; kærlighed eller
had, rigtigt eller forkert, sandhed eller løgn, aldrig halvt det
ene og halvt det andet. Herre Gud, lad os aldrig tøve eller være
kujoner. Hvis vi er tvunget til at sende blomsten af nationens
ungdom ud i krigens helvede uden frygt, så har vi også ret til
at udrydde millioner af en anden race, som yngler som skadedyr.
For vi kæmper ikke for os selv, men for hele verden."
Artiklen tiltrak ikke megen opmærksomhed, for den var ikke meget
anderledes end resten af det stof, som skrives af Dankner og
Barnea. Det tog et par dage, så var der dog en skarpsindig
pensionist, som lagde mærke til at artiklen var signeret med A.
Schickelgruber, Adolf Hitlers fødenavn, og at hver eneste linje
i teksten var hentet fra Hitlers taler og bøger.
Denne nye posthume karriere for den nazistiske leder som
zionistisk klummeskribent, var vist det bedst tænkelige bevis
for den fremadskridende nazificering af det israelske samfund.
Zionismens fortalere bliver altid meget forargede, når deres
handlinger bliver sammenlignet med nazisternes, men
offentliggørelsen af Hitler-artiklen og den efterfølgende mangel
på reaktion fra den israelske offentlighed, var et overbevisende
eksperiment: den israelske diskussion svarer fuldt og helt til
den nazistiske propaganda. Denne opdagelse skulle man måske tro
ville virke som et koldt brusebad til de zionistiske fanatikere,
men det skete ikke. I stedet for at rive sig i de skræddersyede
skjorter og hælde aske ud over deres hoveder, fyrede Dankner og
hans håndlanger Barnea simpelthen den modige journalist (Yehuda
Nuriel), som havde lavet den pågældende artikel, som viste
israelerne dem selv, som i et spejl.
Men denne gang pressede eliten for hårdt. Sephardi
intellektuelle lavede oprør mod deres ashkenazi-zionistiske
mentorer og de støttede Nuriel. Kan det være begyndelsen på en
sephardi opvågnen? Måske. Fra Haim Baram i Jerusalem og til
David Shasha i New York, søger sephardierne for at finde en vej
at gå. Lad os håbe, at de kan tjene som en slags ledestjerne for
deres brødre i Frankrig, og som en fredens bro mellem Palæstinas
samfund.
--------------------------------------------------------------
Oversat af Jakob Munck
20/2-09
|