|
Israel Shamir:
Den gode mands forbrydelse - diskussion om
Antisemitisme
--------------------------------------------------------------------------------------
Under den store kulturrevolution besluttede kineserne
dumdristigt at indlede en monumental, natur-omvæltende kampagne.
De besluttede at udrydde ALLE fluer i landet. Denne kampagne var
vellykket. Efter et stykke tid, kunne de derfor nyde de
fredelige sommeraftener uden denne store gene. Ingen brummen,
ingen summen, ingen dikkedarer. Livet var skønt uden fluer!
Men snart opdagede de, at store ørne heller ikke længere blev
set, og at laksene døde i deres floder. Hele det komplicerede
system i den kinesiske natur, begyndte at bryde sammen som et
korthus, for det var afhængig af både fluer og ørne. Hver enkelt
art er nemlig en kostbar hjørnesten i naturen. Fjern den, og
konsekvenserne er uforudsigelige. Det forstod kineserne, og
derfor stoppede de jagten på fluerne. Og nu får de så igen laks
til aftensmad og kan se på ørnene i himmelen.
Denne historie kommer jeg til at tænke på, når jeg møder alle de
gode og progressive mennesker, som bliver konfronteret med etisk
tvivlsomme tendenser. Man kan tvivle på det gode i både
traditionalismen, nationalismen og naivismen. Men er det klogt
at lukke dem ude af diskussionen? Mennesker reagerer ofte
negativt på enhver henvisning til David Duke og Roger Garaudy
eller Abbe Pierre. Det tror de, at de skal gøre, for ikke at
genere jøderne. Men de lige så ekstreme synspunkter hos de
jødiske supremacister, ser de ubekymret på bliver spredt via de
store medier. Og det er derfor, at diskussionen går rigtig
dårligt.
Problemet er ikke alene (ikke engang hovedsagelig) at man
reducerer den hellige frihed til at sige sin mening. Det er
endnu værre. Joe Public, den stille deltager i diskussionen, er
en fornuftig, normal og god mand. Han bryder sig ikke om de
ekstreme meninger, men søger mod midten. Det gør vi måske alle
rent instinktivt, når vi bliver præsenteret for forskellige
meninger. Vi prøver at finde en mellemvej og at undgå
yderlighederne.
Det gælder f.eks. når medierne diskuterer om Irak skal bombes
med det samme, trues først eller lades i fred. En fornuftig
mand, som Joe Public, tager det mellemste standpunkt og stemmer
for truslen. Vores mening - "blive ude af Irak og glemme alt om
dette land" - bliver glemt, for det er en ekstrem mening, lige
som den med at bombe dem. For at vi kan indtage det mellemste
standpunkt, er diskussionen nødt til at inkludere synspunkter,
som er ekstreme som dem hos Muraviec og Perle, set i relation
til deres modsætninger.
Det er meget muligt, at de nævnte udtalelser ville være lige så
ubehageligt for os, som de er for de jødiske høge i Pentagon.
Som israelsk borger, ville jeg ikke føle mig godt tilpas, hvis
jeg hørte en opfordring om at kaste atombomber over Israel eller
til at fjerne alle jøder fra positioner med indflydelse i USA.
Men disse ubehagelige synspunkter er der brug for, for de giver
en nødvendig modvægt mod den aggressive filo-semitisme. Joe
Public vil tage det midterste standpunkt, når han skal vælge
mellem yderlighederne. Han vil sige: "Nej, vi skal ikke kaste
atombomber over Israel! Men måske skal vi lave en handelsboykot
og en blokade". Eller også vil han sige: "Vores sympatiske
jødiske borgmester skal blive, hvor han er, men Perle og
Wolfowitz må gerne forsvinde."
En ekstrem position vil normalt tabe. Fjenden ved det og derfor
sikrer han tilstedeværelse af sine egne ekstreme stemmer i
diskussionen. David Duke er for altid afskåret fra at deltage i
denne diskussion, for han var engang KKK leder, men Yossi
Halevy, som er ex-medlem af Kahane Banden (som er konsekvent
racistisk) skriver for New Republik, og den tortur-glade
Dershowitz skriver til New York Times. For at overbevise om, at
de ikke er ekstremister, bringer man Nathan Lewin og Amitai
Etzioni ind i billedet. Etzioni er professor på George
Washington University og en ven af Elie Wiesel, Simon Wiesenthal
og Abe Foxman. Lewin er kandidat til at blive føderal dommer. De
opfordrer til at man henretter familiemedlemmer til
selvmordsbomberne. Efter deres første fremtræden, kommer
Dershowitz ind som den moderate og siger: "'det samme niveau af
afskrækkelse kunne opnås ved at jævne de landsbyer som
selvmordsbomberne kommer fra, med jorden, efter at have givet
deres beboere en chance for at flytte". Men ekstremisten Lewin
sammenligner dette med at bruge "aspirin for at helbrede cancer
i hjernen". David Duke har aldrig foreslået noget, som var
tilsvarende bastialsk, men han bliver udelukket fra
diskussionen, medens de jødiske ekstremister får lov til at
deltage.
Tænk engang over situationen i Israel. Spektret af meninger i
dette land strækker sig fra Jihad ekstremister, som ønsker at
udvise samtlige jøder til Marzel ekstremister, som ønsker at
udvise og dræbe alle vantro. I dette spektrum er min egen
holdning den i midten: jeg ønsker ingen udvisninger, ingen drab,
men fredeligt liv for alle mennesker. Hvis diskussionen var
normal, ville min holdning vinde, og et forenet og frit
Palæstina ville blive etableret. Men diskussionen er fordrejet,
for - for det første - så er de ekstreme arabiske udtalelser
blokeret og høres ikke. Derfor synes de moderate arabere at være
"ekstremister" og så bliver de også blokeret. I sidste ende er
de blødeste ikke-jøder - Ahmad Tibi og Azmi Bashara - de eneste,
som er tilbage, og de bliver til sidst også udelukket fra
diskussionen.
Udelukkelsen af den ene ekstrem forårsager af midten flyttes,
når der ikke mere er den nævnte ekstrem til at sætte debatten i
perspektiv. I stedet for at være i den bløde midte, er
tilhængerne af lighed mellem jøder og palæstinensere nu en slags
ekstremister. Og som ekstremister er de udelukket fra at deltage
i diskussionen. Selvom 30 % af israelerne og palæstinenserne
støtter ideen om en stat med lige rettigheder for alle (efter en
undersøgelse foretaget af dagbladet Haaretz), bliver deres
synspunkter ikke repræsenteret i diskussionen.
På den anden side skriver lederne af jødiske
terrororganisationer jævnligt i Haaretz. Haggai Segal, der blev
idømt (og senere benådet af præsidenten) for mordet på flere
palæstinenserne, er en hyppig skribent i det liberale blad. Men
den modsatte opfattelse, nemlig den som man har hos Hamas og
Islamisk Jihad, bliver omhyggeligt udelukket, selv fra de
palæstinensiske mainstream-medier. Derfor er der stadig ingen
som ved, hvor midten ligger. Likuds politikere er ikke
ekstremister, for de sørger for at give deres egne ekstremister
taleret. Ariel Sharon er ikke en ekstremist, for han agiterer
mod sine højreorienterede kritikere, som er Libermann og Landau.
Men disse bøller er heller ikke ekstremister, for de har nu
lanceret en ny stemme, Baruch Marcel, som er et menneskeædende
uhyre fra en af de jødiske bosættelser i Hebron. I sammenligning
med Marcel, er Jack the Ripper en venlig person. Og Marcels folk
får en medieplatform i det liberale Haaretz; de er en del af
diskussionen.
Deres vestlige kolleger, de jødiske chauvinister Conrad Black og
Mort Zuckerman, er aktive deltagere i diskussionen i kraft af
deres ejerskab af en stor del af medierne, medens deres
modsætninger, Horst Mahler og Nick Griffin, er udelukket. Uden
disse ekstremister, er de moderate røster indenfor
anti-globalisering og anti-zionisme også udelukket, for nu
bliver de anset for at være ekstreme. Grundlæggerne af det
amerikanske demokrati var parat til at dø for retten til at
deres modstandere også måtte udtale sig offentligt, for de
vidste, at for at fremme sine ideer, må man sikre sig
tilstedeværelsen af nogle endnu mere radikale stemmer i
spektrummet.
I en afbalanceret palæstinensiske diskussion, skal derfor også
udtalelser fra Hamas og Palæstinensisk Jihad præsenteres. Vi kan
ikke meningsfyldt diskutere selvmordsbombere, hvis dem som
forsvarer dem ikke har ret til at udtale sig. Alternativet er,
at et dynamit-bælte er deres eneste mulighed for at udtrykke
deres mening. Og hvad endnu værre er, så ser Edward Said ud til
at være ekstremist, så længe man endnu ikke har hørt på disse
mennesker.
Tyskland er et klassisk tilfælde på den nævnte "ingen fluer,
ingen ørne politik". Efter sit nederlag i 2. Verdenskrig blev
alle udtalelser af nationalistisk art udelukket fra
diskussionen. Nu er den tyske ånd knust. Tyskland bruger mange
af deres økonomiske midler til at betale zionisterne for
oprustningen af den jødiske stat. Og samtidig tager man villigt
imod en hvilken som helst person, som hævder at være af jødisk
afstamning og som kommer fra det tidligere Sovjetunionen eller
fra Ukraine. Og disse forvirrede mennesker får de lokale tyske
jødiske ledere får lov til at hjernevaske, så de hader Tyskland.
Jeg har mødt disse ulykkelige mennesker, som kom til Tyskland
med en meget svag jødisk identitet, hvis denne identitet
overhovedet eksisterede. Deres børn bliver sat i særlige jødiske
skoler, som beskyttes af sikkerhedsvagter med maskingeværer,
betalt af de tyske skatteydere. De lærer, at Israel er deres
hjem, medens Tyskland er et sted, som de skal være meget
forsigtige med. Det skaber mange psykiske problemer for børnene,
som søger solidaritet og identifikation med det land, som de bor
i, men som de bliver hjernevasket til at afvise.
Jeg skrev om det nylige besøg af den israelske præsident Katzav
til Berlin: "det tyske venstrefløj gjorde ikke sin pligt og
demonstrerede imod at Israel skulle udstyres med atombevæbnede
ubåde." Min veninde Ingrid K. skrev fra Berlin:
"Jeg ønskede ikke at stå sammen med nogle få andre midt mellem
politi-beskyttede nynazister og de dumme anti-anti-semiter, som
altid føler så megen solidaritet med Israel, samtidig med at en
tredje og endnu mere ophidset gruppe står et par hundrede meter
væk og kræver "våben til Israel". I Tyskland er venstrefløjen
kommet i en stadig mere sørgelig forfatning præget af
magtesløshed og desorientering. Dens forvirring resulterer i en
voksende gruppe af "venstreorienterede" politiske skribenter (en
del af dem forbundet til New Kach!), som kæmper imod den "nye
anti-semitisme" i Tyskland. Unge mennesker, som er engageret i
anti-racismen og som er imod neo-nazismen, og som bliver
hysterisk optaget af at afsløre den skjulte anti-semitisme på
venstrefløjen og i deres egen sjæl. (det er lige som om Tyskere
stopper med at tænke, når det drejer sig om anti-semitisme)."
Haaretz offentliggjorde et langt interview med en tysk
"venstreorienteret journalist, menneskerettighedsaktivist og
intellektuel", Thomas von der Osten-Sacken, som blev kaldt for
"en af Tysklands førende autoriteter, når det drejer sig om
enneskerettigheder i Irak". Denne "venstreorienterede" person
opfordrer til krig mod Irak og udtrykker sin støtte til den
jødiske stat, han er for globalisering, for Amerika og for
bankerne, samtidig med at han beskriver sig selv som værende
"marxist". Sådanne tosser er det direkte resultat af en
diskussion, hvor de tyske nationalister er udelukket. Hvis disse
mennesker havde lov til at ytre sig, ville Hans Publik pludselig
befinde sig et sted i midten mellem dem, som kræver udvisning af
jødiske indvandrere, og dem som opfordrer til at man giver dem
deres nuværende ophøjede status; han ville mene, at de skulle
integreres i samfundet og han ville straks få stoppet de jødiske
lederes forsøg på at fremmedgøre dem og at skabe en femtekolonne
inden for Tysklands grænser, skriver Ingrid K., som slutter sin
rapport fra den tyske scene således:
At gå i brechen for palæstinenserne er en slags modighedstest og
man risikerer at blive kaldt for antisemit. Trist, men sandt,
den lille politiske gruppe, som jeg arbejder med, turde ikke
anbringe Michael Neumanns artikel: "Hvad er antisemitisme" (som
jeg har oversat til tysk) på vores hjemmeside. Intet mod, men
man må alligevel ikke give op.
Ingrid forstår stadig ikke årsagen til tyske ydmyghed. Ellers
ville hun kræve ægte ytringsfrihed og fuld deltagelse i
diskussionen for de mennesker, som hun hader på den tyske
anti-globale højrefløj. Alene tilstedeværelsen af Horst Mahler i
en sådan diskussion, ville gøre offentliggørelsen af min ven
Michael Neumann's velgennemtænkte tekst til et
ikke-kontroversielt bidrag til debatten.
I Frankrig er Roger Garaudy udelukket og udstødt. Den franske
helgenagtige præst Abbé Pierre, som vovede at udtrykke en smule
støtte til den gamle ex-kommunist, blev også udelukket. For én
ting er sikkert, nemlig at de udtalelser som Geraudy kom med,
ikke faldt i alles smag. Men hans udelukkelse fra diskussionen
fik mange moderate mennesker, som var venner med
palæstinenserne, til at fremstå som ekstremister.
Den udelukkelse af det nationalistiske højre, som skete efter 2.
Verdenskrig, havde naturligvis sine årsager. Men det havde
kampen mod fluerne i Kina også. Jøderne har altid haft stor
indflydelse i Europa, og - efter min mening - ikke altid en
gavnlig indflydelse. Før krigen blev deres indflydelse i nogen
grad afbalanceret af kirken, af den demokratiske venstrefløj og
at det nationalistiske højre. Men "ingen-fluer-politikken" fik
den jødiske indflydelse til at stå alene, og den europæiske og
nord-amerikanske civilisation begyndte at ryste, som et korthus.
Globalisering, neo-liberalisme og forvitringen af den europæiske
kultur, er et resultat af den manglende balance.
Kristendommen er et af ofrene for denne ubalance, og det er
hjørnestenen i den europæiske kultur. I en nylig fransk film
"The Brotherhood of the Wolf" dæmoniserer man den kristne kirke
uden omsvøb: et halv menneskeligt monster bærer et kors som
blinker, en morderbande er ledet af en præst, dens værelser er
fulde af krucifikser og kirkens medlemmer begår en række
rituelle mord på uskyldige kvinder og børn med henblik på at
bringe Frankrig tilbage til troen.
Forestil dig engang, at man i denne film erstattede præsten med
en rabbiner, at monsteret bar en davidsstjerne og at hans
tilhængere var en gruppe troende jøder, som begik ritualmord for
sjov. En sådan film ville aldrig kunne indspilles i Frankrig
efter 1945 (selv om dette lyder meget lig med de hændelser, som
beskrives i en bog om ritualmord, publiceret i Syrien for nylig,
som blev mødt med internationale protester.). Men den franske
filminstruktør Samuel Hadad blev ikke fordømt eller kritiseret
for sin film. Det franske publikum er så vant til sådanne angreb
på kirken og på kristendommen, at de end ikke lagde mærke til
filmens skjulte budskab. Det sank direkte ned i deres
underbevidsthed.
Denne film har ikke skræmt franskmændene, som på samme tid kunne
se filmen "The Body" lavet af Rudy Cohen. Min læser og ven
Francois B. beskriver denne film således:
De israelske soldater er som cowboys, modige og udødelige, og de
palæstinensiske terrorister er som indianere, dumme og feje.
Filmens præst er katolsk, og står meget højt i det katolske
hierarki, sådan cirka nummer to eller tre efter paven, og den
meget ærlige, kønne og ikke-religiøse israelske arkæolog, kalder
det hellige tæppe fra Torino et "vulgært svindelnummer."
Denne film har ikke bekymret franskmændene, som allerede er vant
til film som "Amen", der angriber den sene pave Pius XII. Til
sidst ser man korset på filmens plakat bliver forvandlet til et
svastika.
"En ond ting ikke kan begrunde en anden"', siger fornuftige folk
som regel. "Jødiske racister er ubehagelige, og anti-kristne
film er måske også ubehagelige, men det betyder ikke, vi skal
glæde os over anti-jødiske racister og støtte anti-jødiske film.
Vi skal tale imod dem alle."
Problemet er, at gode folk er helt ude af stand til at standse
den anti-kristne og pro-jødiske tendens, for det jødiske
supremacister kontrollerer i dag størstedelen af verdens medier
og rigdom. Tendensen kan derfor ikke stoppes, den kan kun
modvirkes. Hvad gode mennesker kan gøre, er at undlade at
indtage den modsatte holdning, og det gør de meget effektivt. I
mine essays har jeg ofte henvist til den moralske overlegenhed,
som man finder i den kristne og muslimske universalisme, når den
ses i sammenligning med den jødiske partikularisme. Redaktøren
af La Fabrique, den gode jødiske venstreorienterede Eric Hazan,
har nægtet at offentliggøre mine essays, for "på trods af deres
litterære kvaliteter, indeholder de nogle idéer, som er
vanskelige at fremme i Frankrig, nemlig kristendommens moralske
overlegenhed". Jeg er sikker Eric Hazan ikke ville offentliggøre
en afhandling om jødedommens overlegenhed, men den ville
alligevel blive trykt i millioner af eksemplarer af udgiverne af
Goldhagen og Oriana Falacci.
Der eksisterer nok en slags arbejdsdeling: De jødiske
supremacister fremmer tanken om jødisk overlegenhed, medens de
venstreorienterede forhindrer at nogle kommer frem med det
modsatte synspunkt, hvilket de gør ved at fremhæve tanken om
universel lighed. Og på denne måde bidrager de gode mennesker
lige så meget til diskussionens skævhed, som de dårlige.
Forsøgene på at finde antisemitisme i de fredssøgende skrifter,
som lavet af Palæstinas venner, bliver accepteret fordi der
ikke eksisterer reelle eksplicitte fjender af det jødiske
paradigme i dets forskellige former, fra Soros til Sharon, fra
Judas til Maimonides, fra Freud til Popper, fra Podhoretz til
Gusinsky og fra Lubawitscher Rebne til Suzberger. Sådanne
mennesker findes, men deres stemmer høres ikke. Vi behøver ikke
at elske dem, eller være enige med dem, men vi har brug for dem
som aktive deltagere i vores diskussion, ellers vil midten af
den Vestlige verden være et sted mellem Peres og Soros.
For så længe Richard Perle sidder i Pentagon, Elie Wiesel har
fået sin nobelpris, Mort Zuckerman ejer USA Today, Gusinsky
styrer russisk TV, Soros kommanderer over flere milliard-fonde
og Dershowitz underviser ved Harvard, så har vi brug for
stemmerne fra Duke, Sobran, Raimondo, Buchanan, Mahler, Griffin
og andre ikke-borgerlige nationalister. Hvis vi accepterer deres
udelukkelse fra debatten, vil kun det jødiske hykleri blive
tolereret, medens den antijødiske chauvinisme er væk. Derfor er
den midter-position, som Joe Public indtager i dag, "en lille
smule af jødiske chauvinisme" eller "zionisme lite", som min
kære ven Bob Green siger det.
Årtusinder inden den Store Kulturrevolution, kendte kineserne
hemmeligheden ved at skabe harmoni, nemlig den ikke-manikæiske
balance mellem modsatte synspunkter, altså principperne om Ying
og Yang. Når de bliver afbalanceret rigtigt, kan jødiske ideer
være nyttige: en anti-kristen bevidsthed vil begrænse kirkens
overgreb, lige som materialisme og egoisme kan holde menneskers
fødder nede på jorden, når deres hoved er for højt oppe i
himmelen, feminisme kan modvirke mandschauvinisme og Freuds
besættelse af sex kan stå i modsætning til spiritualisternes
askese. Når de bliver rigtigt afbalanceret, vil selv zionismen
blive reduceret til en sympatisk størrelse, nemlig den jødiske
kærlighed til Palæstina. Men for at det skal ske, skal den
afbalanceres.
----------------------------------------------------
Oversat af Jakob Munck
19/2-09
|
