Det virkelige mål
for den britisk-amerikanske offensiv er Europa, for
velhavende og egalitært for Grådighedens Imperium.
Bølgen af flygtninge er allerede
På Vej
af Israel Shamir
Denne mosaik
minder mig om vor smukke verden, denne fornøjelige
mosaik med små landsbyer, grønne græsmarker,
civiliserede megapoliser’er, borge og små landhuse,
floder og bække, kirker og moskéer, hver enkelt del af
mosaikken er fin, værdifuld og fuldendt. Jeg så mange af
dem, og jeg elsker dem alle. De stenrige lavt beliggende
øer i den klare og åbne Østersø, hvor børn med gult hår
bølger til skibene fra kajen. La France Profonde i
Conque, en lillebitte landsby i Massif Central på den
gamle pilgrimsvej til St. Jacques, hvor en smal,
snakkesalig flod afgrænser bakken, skifertag, gader
belagt for årtusinder siden. Kuplerne fra russiske
kirker i det høje græs ved Oka-floden, hvor piger i
blomstrede sjaler lytter til en harmoni. Indtagende
stemmer fra piger i Suzhou giver genlyd i
tempel-forgården blandt kanalerne, der gennemskærer det
sydlige Kina. Barokke huse med Trinidads
tobaksmanufakturer og de stolte staturer af cubanere,
der danser på gaderne. De overlegne legemer af
tatoverede masai’er omkring lejrbålet på Serengeti-savannen.
Verden er dejlig og dens mennesker er meget gode.
Denne smukke og
kringlede sammensætning trues af de kommende
fjendtligheder, eftersom denne Tredje Verdenskrig ikke
blot er mod den Tredje Verden. Denne krig begyndte endog
før den første bombe faldt over Afghanistans stenede
jord. En million nye flygtninge er på vej, og skaber
derved opstandelse og gør Asien usikker. Der er ingen
tvivl om det, før eller senere vil flygtninge-bølgen
ramme Europa. Hundreder af tusinder af flygtninge er
allerede på vej mod Europa, Rusland, og relativt stabile
lande står på randen. Man kan forstå dem: eftersom
U.S.A. lovede at anvende atom-våben mod deres hjem, har
den forsvarsløse befolkning intet andet valg end at
flygte fra de ramte områder. Ingen grænsekontrol ville
være i stand til at modstå deres hektiske skub. Pakistan
vil være den første, men ikke den sidste. Som U.S.A. og
Storbritannien planlægger at vende deres Korstog til en
lang krig ’mod terror’, vil der komme flere og flere
flygtninge, indtil Europas skrøbelige sociale
sammensætning til sidst vil falde sammen og kollapse.
Europa vil være løbet over ende, lige som Romerriget
blev det i sin tid, og det vil stå overfor et hårdt valg:
at grundlægge et system med apartheid og diskrimination,
eller miste sin identitet.
Ville Europa blive
et tilfældigt offer for amerikansk vildskab, som en
uskyldig forbipasserende i en ildkamp fra en western?
Det forekommer mig, at Europa nærmere er et af de
virkelige mål i den kommende offensiv. Det er ikke det,
som almindelige mennesker i U.S.A. ønsker, men de bliver
heller ikke spurgt. De nye herskende eliter i U.S.A. og
deres partnere og agenter verden over har sat
ødelæggelsen af det uafhængige og sammenhængende Europa
på deres liste. Dette ønske har en praktisk kortsigtet
årsag: Europa er en konkurrent til Amerika, og det er
for uafhængigt, det startede sin egen monetære enhed,
der kan forrykke dollaren. Europa støtter en mere
afbalanceret politik i Palæstina. Europa er for
egalitært: I New York så jeg en elevatordreng, en
indvandrer fra det hærgede Panama, der faktisk bor i
elevatoren. Sådan noget vil du ikke finde i Europa, da
Europa ikke er blevet Mammoniseret.
I
De nye herskende
eliter bekymrer sig ikke stort for Kristus eller
Muhammed, det er sandt, men de har stærke religiøse
følelser til en anden gammel guddom, Mammon. Denne
oldtidens grådighedens gud var højt elsket af farisæerne
for to årtusinder siden, som vi lærer i evangeliet.
Jesus fortalte dem: I kan ikke tjene både Gud og Mammon.
Men farisæerne snerrede af Ham, fordi de elskede penge.
Denne tro blev forstødt af de kommende udviklinger.
Kærligheden til Mammon blev kendt som Frådseri, en af
Dødssynderne, og den blev fordømt af både kristne og
muslimske samfund.
Men den forsvandt
ikke helt. To tusinde år senere kom barnebarnet af en
Trier-rabbiner, Karl Marx, til en revolutionær
konklusion: Mammon-troen, denne ’jødernes
hverdags-religion’, som han kaldte den, blev den
faktiske religion for de amerikanske eliter. Marx
citerede meget passende en oberst Hamilton, ’Mammon er
yankee’ernes afgud, de tilbeder den ikke blot med deres
læber, men med hele deres krop og sjæls styrke. I deres
øjne er kloden blot en børs, og de er overbeviste om, at
de intet andet formål på jorden, ud over at blive rigere
end deres naboer.’ Marx konkluderede, ’Den jødiske ånds
praktiske herredømme over den kristne verden har i
Nordamerika opnået sit utvetydige og fuldendte udtryk.’
Den sejrende
jødiske ånd var, for Marx, baseret på ’grådighed og
egoisme, dens bekendelse var forretning, dens gud –
Penge’. Disse ord var, ligesom andre af Karl Marx’
idéer, velkendte, men deres dybe åndelige betydning blev
ikke forstået fuldt ud. Af én god grund: indtil vore
dage var de religiøse udtryk af Grådighedens Bekendelse
ikke blevet udtrykt, og man kunne passende tænke sig en
kapitalist, der alene tænker på sine egne interesser og
fremmer det fælles vel, som det blev præsenteret af Adam
Smith.
Dette ændrede sig
med fremkomsten af ’neo-liberalisme’. Foredrag af Milton
Friedman manifesterede ’Mammoniterne ud af skabet’, den
nye/gamle tros mestre. De adskiller sig fra almindelige
grådige mennesker, idet de ophøjer Grådigheden til
planet af en jaloux Gud, der ikke har plads til andre
guder. De traditionelt rige mennesker kunne ikke drømme
om at ødelægge deres samfund. De bekymrede sig for deres
land og samfund. De så en ære i at være den første
blandt mænd. De anså stadig sig selv for ’menneskers
hyrder’. Det er sandt, hyrder spiser også får, men de
kunne ikke finde på at sælge hele bundet til slagteren,
bare fordi prisen er god.
Mammoniterne ser
sådan en omtanke som et forræderi mod Mammon. Som Robert
McChesney skrev i sin Introduktion til Noam Chomskys
Profit Over People, ’de kræver en religiøs tro i det
ukontrollerede markeds ufejlbarlighed’, med andre ord,
en egoismens og grådighedens tro unlimited. De mangler
fuldstændig omsorg for de mennesker, de lever iblandt,
de anser ikke de lokale mennesker som ’deres egen
slags’. Hvis de var i stand til at eliminere
lokalbefolkningen og erstatte dem med fattige
indvandrere, for at optimere deres profit, ville de gøre
det, ligesom deres brødre gjorde i Palæstina.
Mammoniterne
bekymrer sig ikke en pind for det amerikanske folk, men
anvender dem som deres redskab til at opnå
verdensherredømme. Deres ideelle billede af verden er
gammeldags, eller futuristisk: de drømmer om en verden
med slaver og herrer. For at opnå dette, stræber
Mammoniterne efter at ødelægge de sociale og nationale
enheders sammenhæng.
Så længe mennesker
forbliver i deres land, taler deres eget sprog, lever
blandt deres egen slægt og egne venner, drikker vandet
fra sine floder, tilbeder i sine kirker og moskeer, kan
de ikke trælbindes. Men hvis deres lande bliver
oversvømmet af flygtningemasser, vil deres sociale
struktur kollapse. De vil miste deres store fordel,
samhørighedsfølelsen, følelsen af broderskab, og de vil
blive et let offer for Mammoniterne.
II
Afghanerne er et
vidunderligt folk, djærve, selvstændige og
selvforsynende. De er skabt af deres bjerge, og som alle
højlandsbeboere er de ikke så lidt stædige og
konservative. Frygten for amerikanske bomber ville
skubbe dem ind i Hollands lavlande eller til Frankrigs
byer, og de vil modstræbende ændre det land, de kommer
ind i. Udviklingen har været under vej et pænt stykke
tid. Da Mammoniternes globale politik er at tømme den
Tredje Verdens fattige lande, dræne alle naturlige
ressourcer og indkomster, støtte de stygge
quislinge-herskere, ødelægge deres natur, bliver flere
og flere mennesker nødt til at slutte sig til
flygtningestrømmen mod Europa og U.S.A.
Denne trussel
føles allerede i Europa. Oriana Fallaci, en velkendt
italiensk journalist, offentliggjorde en artikel i
Milanos førende avis, Corriere della Sera, og jamrede
over, at Europas skæbne var at blive overrendt af
”muslimske horder”. Hun anså indvandrerne som en hofmand
for Romulus i Ravenna anså germanske krigere. Oriana
siger, at ”somaliske muslimer skamferede, oversked og
chokerede min bys torv i tre måneder”, at nogle af
”Allahs børn” urinerede på katedralens vægge, at de
havde madrasser inden i teltet ”til at sove og bolle
på”, og forgiftede torvet med lugten og røgen fra deres
mad. Oriana fortsætter med at sige, at Firenze, der
”engang var hovedstad for kunst, kultur og ynde”, nu er
”såret og fornedret” af ”arrogante albanere, sudanesere,
bengalesere, tunesere, algierer, pakistanere og
nigerianere”, der ”sælger narko” og er alfonser. Hun
påkalder det amerikansk anførte Korstogs støtte, og
hævder, ”Hvis Amerika falder, så vil Europa også falde
[…] i stedet for kirkeklokker, vil der være muezziner, i
stedet for mini-skørter, slør, i stedet for cognac,
kamelmælk”.
Før vi fordømmer
hendes stil, lad os se på manglerne i hendes logik. Frk.
Fallaci, en erfaren og ingen årsunge af journalist, ser
i Amerika en mulig beskyttelse, nærmere end kilden til
hendes – og Firenzes, problemer. Hun burde grue for
Amerikas sejr, ikke dets fald. Hvis Amerikas
afghaner-krig lykkes, bliver Orianas mareridt
virkelighed.
Hun synes ikke at
bemærke, at flygtningene og indvandrerne ankommer til
Italien, fordi deres lande blev knust af U.S.A. og dets
allierede. Hun ville ikke se albanere, hvis NATO ikke
hærgede Balkan. Hun ville ikke se sudanesere, hvis ikke
Clinton bombede Sudan. Hun ville ikke se somaliere, hvis
Somalia ikke var blevet plyndret af italiensk
kolonisation og amerikansk intervention. Hverken hun,
eller Amerika, ville se en palæstinensisk indvandrer,
hvis bønderne i Saffurie stadig havde deres
granatæblelunde at passe.
Ingen, ud over
ingen, ville forlade sit eget land med dets særegne
natur, livsstil, venner og slægtninge, hellige steder og
fædrenes grave til fordel for den tvivlsomme fornøjelse
at campere ved væggen til en italiensk katedral. Lige
som ællinger har deres aftryk i sandet, fødes mennesker
til at elske deres indfødsland. Unge Telemachus
sammenligner sin stenede og magre ø med brede enge og de
rige marker i Lacedæmon, og siger til sin vært, ’vi har
knap nok noget græs, og stadig foretrækker jeg bjergene
med sine geder frem for alle dine enge, der passer til
heste’. Mennesker udvandrer, når deres lande er
sønderknuste. Irerne ville ikke forlade Erins grønne
enge til fordel for Chicago, hvis den engelske regering
ikke havde udsultet dem. Mine egne russere ville ikke
komme for at besætte Palæstina, hvis Rusland ikke var
blevet sønderknust af Jeltsins og Chubais
pro-amerikanske styrker.
For værtsfolket er
indvandringen i bedste fald en plage, i værste fald en
ulykke. Det er ikke deres skyld, det er et spørgsmål om
tal. Carlos Castaneda sluttede sig til en
indianer-stamme og lærte mange af deres skikke. Jeg er
sikker på, at stammen lærte noget fra Carlos Castaneda.
Forestil dig nu, at tusinder af vidunderlige drenge og
piger fra Yale og Berkeley sluttede sig til
indianer-stammen. Stammen ville forsvinde, den ville
ikke være i stand til at bevare sine skikke. Mens en
enkelt indvandrer altid vil blive budt velkommen, og
ville give samfundet noget farve, så er masse-vandring
dårlig.
Hvad enten
indvandrere kommer som invaderende eller erobrere, eller
som flygtninge, får modtager-samfundet et chok. Hvis de
er snedige, skubber de lokalbefolkningen væk fra
interessante og vigtige sociale stillinger, og skaber
deres egen sub-kultur. Hvis de er voldelige, kan de
overtage landet med andre metoder. Hvis de er ydmyge og
forsagte, vil de bringe prisen for arbejdskraft ned.
Dette er grunden til, at indvandrere under normale
omstændigheder ikke er populære.
Et godt menneske
og min ven, Miguel Martinez, der bragte Orianas artikel
til det engelsk-læsende publikums opmærksomhed, var af
god grund rystet over hendes racisme. Han har ret, frk.
Fallaci taler som en racist, som Ann Coulter, den
amerikanske svøbe af ’mørklødede mænd’. Men det lykkedes
ham ikke at se nogen sandhed i hendes ord. En mand, hvis
have bliver løbet over ende af bøfler, bemærker ikke
jægeren, der driven hjorden foran sig, men giver de
uskyldige dyr skylden. Han tager fejl, fejlen ligger hos
jægeren, men det betyder ikke, at bøflerne ikke
søndertrampede haven. Masse-indvandring er smertefuld
for indvandrerne såvel som for værten.
Men det er ikke
smertefuldt for Mammoniterne. De kan faktisk godt lide
indvandring, idet det sænker prisen på arbejdskraft. Et
førende Mammonit-ugeblad er det britiske The Economist.
I sin leder påkaldte det for et par år siden
nødvendigheden af et ’nyt Pearl Harbor’, for at forøge
tilgangen af indvandrere fra den Tredje Verden. De mest
dynamiske og bedst kvalificerede mennesker fra Afrika,
Asien og Sydamerika kunne være anvendelige for
Storbritannien, Europa og U.S.A., skrev The Economist.
Det ville sænke aflønningen til de europæiske arbejdere,
og forøge entrepenørernes profit. Som side-profit,
svækker udstrømningen af dynamiske elementer
donor-samfundene, og gør dem til et let bytte for
fjendtlig overtagelse. Det er en forbedret udgave af
slavehandel, thi hvad kunne være bedre end villige
slaver, der konkurrerer om at komme om bord på
slaveskibet? Naturligvis var den første betingelse for
denne indstrømning ikke nedfældet i lederen: Den Tredje
Verdens lande skulle sønderknuses og ruineres.
Mammoniterne har
ligeledes brug for indvandrere for deres egen skyld. Et
sammenhængende og sundt samfund afstøder instinktivt
grådighedens mennesker, idet grådighed er en socialt
destruktiv drift. I et sundt samfund ville Mammoniterne
forblive paria’er. Indvandring ødelægger værtssamfundets
sammenhæng. Mammoniter kan ikke lide, at deres samfund
er sammenhængende, de foretrækker det udtyndet og godt
blendet til mos, så er det meget lettere at suge til
sig. Dette er grunden til, at Mammoniterne støtter
indvandring. Indvandrere anser dem som deres naturlige
allierede, og det lykkes dem ikke at fatte, at
Mammoniterne kan lide dem som vampyrer kan lide frisk
blod. Grundet deres manglende forståelse støtter
indvandrere med deres stemmer Mammonit-magten i form af
Tony Blair og New York-demokraterne. Det er
Mammoniterne, der skulle modtage udfaldet af Orianas
udfald, i stedet for uskyldige indvandrere på Europas
gader og torve.
III
En
Mammonit-senator fra Californien, Diane Feinstein,
importerer flere og flere fattige mexicanere til sin
stat. De giver hende deres stemme, forbliver ude af
politik i mange år, de er villige til at arbejde for
mindre, og de underminerer den organiserede
arbejdskraft. Almindelige californiere lever værre end
dem, men det bekymrer ikke hende. Nogen anser hende for
en zionist af dyd, på grund af hendes støtte til Israel.
Det ville
imidlertid være en fejl at kalde hende for en zionist.
Historisk set følte zionisterne, at mennesket havde brug
for rødder. De anså jøders lette mobilitet for et tegn
på utilstrækkelighed. De ville forsyne de rodløse jøder
med rødderne i det Hellige Land. Mammoniterne forstår
ikke, at nogen har brug for rødder. De vil rykke alle op
med rode. Zionister følte, at Mammonit-livsstilen er
forkert. Mammoniter af alle baggrunde antog den
livsstil, som zionisterne havde skilt sig af med.
Zionisterne tog
fejl, idet de ikke forstod, at uden palæstinensere kan
de ikke opnå deres mål af at lade roden forankre sig i
Palæstinas jord. De tog fejl, efter som et menneske af
jødisk oprindelse kan slå rod overalt, ikke blot i
Palæstina. En jøde kan blive amerikaner, englænder,
russer, såvel som palæstinenser. Det kræver
identifikation med sine landsmænd, og fuldstændig
helligelse til sit lands vel. Hvert eneste land er et
Forjættet Land for det menneske, der elsker det.
Mennesker, der tvinger Amerika til at sende milliarder
af dollars bort til Israel, i stedet for at sørge for
Amerikas fattige, er ikke loyale overfor Amerika. Men de
er heller ikke loyale overfor Israel. De ser op til
Israel som en model for deres verden.
Mange gode
mennesker kan ikke lide zionismen, thi den forårsagede
den massive ødelæggelse af det vidunderlige land
Palæstina, og rykkede palæstinenserne op med rode. Men
zionisme er en lokal sygdom. Dens storebroder,
Mammonititis, er en verdensomspændende plage, der vil
forvandle hele verden til et ”Stort Israel”, med
indkøbs-centre og sønderbombede landsbyer, bosættelser
for de udvalgte få, og mange-mange flygtninge som en
kilde til billig arbejdskraft. Zionisterne ødelagde
Palæstinas natur, Mammoniterne ødelagde verdens miljø.
Zionisterne rykkede palæstinenserne op med rode,
Mammoniterne rykker alle op med rode.
Zionister bekæmper
Kristus. I det moderne Israel ville Sankt Paulus og
Sankt Peter blive fængslet for at prædike evangeliet.
Mammoniter bekæmper enhver tro, enhver overbevisning,
Kristus og Muhammed, nationalisme og kommunisme.
Zionismens fjender håber, at Mammoniterne vil betyde
afslutningen på zionisternes styre, da en for uafhængig
politik fra zionisternes side kunne blive en hindring
for Mammoniternes verdensomfavnende planer. Men jeg
siger dig, Gud tolererer zionisternes udskejelser, så du
vil bemærke Mammoniternes planer.
IV
Dette er ikke en
forhærdets Venstreorienterets råb. Vi kan leve med nogle
rige mennesker, vi kan overleve med et vist omfang af
privilegium. Både venstrefløjen og højrefløjen er gode,
og er nødvendige i samfundet, som det venstre ben og det
højre ben er nødvendige for at kunne stå oprejst.
Forestil dig en forårs-eng i Jerusalems bjerge. Det er
et magisk blomster-tæppe, der beder dig om at sætte dig
ned. Hvis alle vil give sig til at vandre derpå, vil der
ikke være nogen blomster tilbage. Det vil blive
omhegnet, det vil gå tabt for os. Disse to tendenser: af
tilgang og bevarelse, er Venstres og Højres paradigmer.
Deres korrekte kombination tillader, at mange mennesker
kan nyde engen.
Højre er den
konservative magt, at bevare de traditionelle eliters
magt. De bevarer landskabet, beskytter naturen, beholder
traditionen. Venstre er samfundets bevægende kraft,
garanten for dets livlighed, dets evne til at kunne
forandre sig, dets sociale bevægelighed. Et samfund uden
sit venstre ville forrådne, et samfund uden sit højre
ville kollapse. Venstre yder bevægelighed, højre
forsyner stabiliteten. Men for deres egne formål skaber
Mammoniterne pseudo-venstre og pseudo-højre, og anvender
fejlene i de virkelige venstre og højre.
En af den
’virkelige’ europæiske højres fejl er dens mangel på
omsorg, samt dens racistiske tendenser. Deres
refleksmæssige reaktion var korrekt: indvandrere
destabiliserer samfundet. Men det er ikke fordi, de er
værre mennesker, som racister siger. Indvandrere kunne
være vidunderlige mennesker, men de er stadig et
problem. Hollændere flyttede til Indonesien, og plagede
landet et pænt stykke tid ved deres tilstedeværelse. De
sønderknuste i høj grad Indonesien. Indonesere tog til
Holland, og gav problemerne tilbage. Englændere plagede
i høj grad Amerika: de udryddede de indfødte.
Kolonistisk proces fører ofte til gensidig plage:
Britterne plyndrede Irland og fik problemer med irerne.
Racisme er
forkert, idet den hævder, at nogle grupper af mennesker
er medfødt bedre eller værre end andre. Alle er
vidunderlige, zuluer og britter, russere og tjetjenere,
palæstinensere og franskmænd, pakistanere og tyrkere,
men på deres egen grund. På andres land bliver disse
folk en gene. I den europæiske imperialismes og
kolonistiske udvidelses dage, var racistiske teorier
nødvendige for at retfærdiggøre den ensrettede strøm af
mennesker. Uden racisme kunne man ikke udrydde de
indfødte, tage deres ejendom, forbyde deres industri,
skabe gigantiske jordbesiddelser, og holde mennesker
foruden grundlæggende menneskerettigheder. Men nu er
racisme ikke længere nødvendig. Som Europas
koloni-eventyrer er ovre, kan moralsk forkerte og
videnskabeligt fejlagtige teorier om racemæssige
overlegenhed lægges i til hvile.
Det virkelige
venstre burde fremme de lavere klassers interesser, og
det betyder at stå imod masse-indvandring. Men under
Mammonitisk indflydelse, støtter det liberale venstre
indvandring baseret på omsorg. Mammoniter, normalt
blottet for omsorg, anvender denne humanitære
ræsonnement til deres eget formål. Det giver dem en
yderligere profit: Europæiske og amerikanske arbejdere
bliver fremmedgjort fra det liberale venstre. For
arbejdere er indvandringens farlige natur ligetil.
Indvandrere bor tæt på de lokale arbejdere, og lider
under deres konkurrence for arbejdspladserne. Således
bliver de tvunget til at slutte sig til det racistiske
ekstreme højre.
Der er en god vej
ud af dødvandet, en vej, der er god for alle, undtagen
Mammoniterne. Stop indvandringen, og åbn
penge-overførsel-linier til den Tredje Verden. Afrika og
Sverige skulle have den samme indkomst. Skattepenge
ville flyde til Amazonas indianere og til Afghanistans
bønder. Ikke mange pakistanere ville indvandre til
Storbritannien, hvis de kunne få den samme indkomst
(eller næsten den samme) derhjemme. Det Europæiske
Fællesskab er et tydeligt eksempel på det: Selv om
svenskere stadig tjener mere end portugisere, grækere og
italienere, er forskellen ikke så stor, og landene er
fredelige, derfor er der meget lidt indvandring til
Sverige eller Tyskland. Hvis du siger: Omsorg; den sande
kristne omsorg siger dig, at du skal lade folk blive
boende hjemme, under deres eget vin- og figentræ, så
godt som de ville leve i dit land. Du ville ikke have
billige rengøringsfolk, men du ville leve i et renere og
bedre land. Det ville være retfærdigt, efter som Europa
og U.S.A. gennem de sidste mange hundrede år har pumpet
rigdommen ud af Syden og Østen.
Indvandrerens
skæbne er trist. Når det kommer til alt, er indvandring
et eksil, denne menneskets mest triste tilstand. Ovid
begræd den på Moldaviens kyst, og prins Genji fordømte
den i Suma. Min palæstinensiske ven Musa bragte sin
aldrende fader fra landsbyen Aboud til sit nye hjem i
Vermont, og den gamle mand begyndte at bygge terasser,
som på Samarias skrå bakker. Vi er så meget en del af
landskabet, en del af en parcel af bjerge og dale. Nu,
hvor der er overfald på indvandrere, tænker mange
sikkert på deres hjem, de var tvunget til at forlade.
Mens at jeg mener,
at indvandring burde stoppes, og erstattes af
finansielle overførsler til fattigere lande, indtil
indkomsterne er lige, så er de indvandrere, der allerede
er rejst, sikkert kommet for at blive. De ville blive
lokale: Tyskere i Tyskland, franskmænd i Frankrig,
amerikanere i Amerika, palæstinensere i Palæstina.
Forfædrene til europæiske og amerikanske folk vandrede
også, og antog nye veje. Germanske frankerstammer rendte
det romaniserede keltiske Gallien over ende, og dannede
sammen med den gamle befolkning den moderne franskmand.
Efterkommere af europæiske korsfarere lever stadig i den
palæstinensiske landsby Sinjil, der har bevaret det
storslåede navn fra den provencalske leder Raymond de
St. Gilles, men de blev palæstinensere på enhver
tænkelig måde, og bliver belejret af israelere lige som
alle andre. Georgierne gjorde det samme, da de for otte
hundrede år siden blev bragt til Jerusalems-landsbyen
Malcha på Dronning Tamars ordre. De blev palæstinensere,
og led den samme skæbne som andre palæstinensere, da de
blev fordrevet fra deres huse af invaderende zionister i
1948.
Mennesker kan
tilpasse sig, og hvis indvandrerne elsker deres nye
land, kan de blive lokale. Jeg kender til det: som en
sibirisk indfødt valgte jeg at blive palæstinenser.
V
Den Tredje
Verdenskrig er en krig mod mangfoldighed i sig selv,
iværksat af Grådighedens mestre. De bryder sig ikke om
den indtagende mosaik af racer og kulturer, de ville
hellere homogenisere verden. De har en praktisk grund:
det er lettere at sælge varer til en ensartet
menneskehed. De har en moralsk grund: de vil ikke have
mennesker til at kunne nyde denne skønhed gratis, derfor
må den ødelægges. De har en religiøs grund: Mammon-tilbederne,
de føler at denne gemytlige mangfoldighed er helligbrøde
mod deres jaloux gud. Skønne gamle ting hører til i et
museum, hvor de kan kræve betaling for at komme ind,
efter landsbyen er blevet ødelagt.
Det er en smuk
teenage-film, The Never-Ending Story, Fantasiens
mangefarvede verden forsvinder i et Intet. Det samme
sker med vor storslåede verden. Gamle og unikke steder
bliver jævnet med jorden og erstattet med indkøbs-centre
og brændt jord. Venstre og højre burde slutte sig sammen
mod det Intet, der truer selve vor eksistens.
[Oversat af Mikkel
S. Kragh]