Udtrækningen er blot en del af spillet; det efterfølges altid af en indtrængen, ligesom i en voldtægtsscene.

Stor ståhej for Gaza

af Israel Shamir

En englænder drager bort med et farvel, en jøde siger farvel men drager ikke bort, som en jødisk vittighed siger. Dette er tilfældet med de israelske tilbagetrækninger fra Betlehem, Ramallah, og nu den helt store, den militære tilbagetrækning fra Gaza. For to uger siden forlod den israelske hær Tul Karem under fanfarer. Aviser beskrev det som et ”træk der styrkede troværdigheden”, som palæstinenserne skal arbejde hårdt på at retfærdiggøre. Et par dage senere rullede israelske kampvogne tilbage ind i Tul Karem; de dræbte et par politimænd i koldt blod, bortførte et vognlæs fanger, og var klar til den næste godt omtalte tilbagetrækning. Vi er gået gennem dette træk så mange gange, at man skal være en stor entusiast for at tro på Gaza-forestillingen, gjort mulig ved Ariel Sharons imødekommenhed.

Tilbagetrækningen fra Gaza er intet. Dette er en ikke-begivenhed, selv den bliver fremstillet som en stor nyhed. Dette er ikke den første, og helt sikkert ikke den sidste. I palæstinensisk historie går der tretten på dusinet af tilbagetrækninger fra Gaza. Jeg husker sågar tilbagetrækningen fra Gaza i 1956, men folk med kortere hukommelse husker sikkert reklamebrølet omkring den israelske tilbagetrækning fra Gaza i 1993, som en del af Oslo-Aftalen. Der var så mange argumenter, om der skulle være et ’Gaza skal først slippes’, eller ’Gaza og Jeriko skal først slippes’. Efter megen bitterhed ”fik” palæstinenserne Gaza og Jeriko. Det endte dog med, at Israel gav visse fanger prøveløsladselse i dét, der blev til Gaza Koncentrationslejren og den Åbne Jeriko-Lejr, på linje med det femstjernede VIP-fængsel i Ramallah.

Tilbagetrækningen er et svindelnummer, men muren er ægte. Det israelske nyhedsbureau proklamerede, at ”IDF vil bygge endnu et sikkerhedshegn rundt om Gaza-striben. Når det er færdigt, vil systemet bestå af tre hegn, de allerbedste elektroniske og optiske sensorer såvel som fjernstyrede maskinkanoner. Systemet burde være færdigt inden for et år for en samlet sum af $220 mio.”, selvfølgelig betalt af den amerikanske skytteyder.

Hvis fangen af en eller anden grund bliver vanskelig at styre, har Israel fly nok til at bombe dem til underkastelse uden at bevæge en eneste soldat. Tilbagetrækningen er god for Sharons Israel, idet den tillader ham at skære ned på udgifterne, at skære ned på unødvendigt reserve-personel, og gøre betjeningen af Gaza Koncentrationslejren desto lettere. Dette er ingen hemmelighed: Israelske embedsmænd har givet udtryk for denne holdning talrige gange.

Vor ven Uri Avnery opfordrede den palæstinensisk modstandsbevægelse til ”ikke at handle til Sharons fordel”, og afholde sig fra enhver militær aktivitet, indtil tilbagetrækningen er afsluttet. Den triste virkelighed er, at palæstinenserne ikke har noget valg. Hvis de forbliver tavse, vil de forblive indespærrede bag de høje mure i Gaza. Hvis de er uartige, vil de blive bombet, beskudt og muret inde hinsides Gazas høje mure. Der er ingen gulerod, kun en stav.

Vor ven Ilan Pappe advarede os om muligheden for talrige drab i Gaza-striben, når tilbagetrækningen er fuldendt. Han opfordrede os til at ’holde vore øjne fokuserede på Gaza’. Men jeg tvivler på, om det vil blive så dramatisk. Der er for mange mennesker i Gaza, til at de alle kan blive dræbt; der er heller intet sted, de kan uddrives til. Ingen grund til hastværk: den tilfangetagne befolkning vil være der for fremtidige afstraffelsesaktioner, når der er brug for dem.

Tilbagetrækningen er blot en del af spillet; det efterfølges altid af en indtrængen, ligesom i en voldtægt. Gaza vil forblive et fængsel, endog uden en luft- eller sø-forbindelse til friheden. Men det er en fejl udelukkende at koncentrere sig om tilgang: for almindelige beboere i Gaza vil en luft-forbindelse ikke brødføde deres familier. Gaza kan ikke stå på sine egne fødder – det kan ingen by, hverken Tel Aviv eller London. Beboerne Gaza vil knap nok have blot en lille mulighed for at tjene til livets brød ved at arbejde i de marker, der engang tilhørte deres familier, for israelske landmænd foretrækker billigere og mindre krævende thai’er. Gaza vil blive det foretrukne eksil-sted for palæstinensiske aktivister fra Vestbredden og Jerusalem, ét stort fængsel, nej, et gravsted.

For nylig var jeg i den bibelske landsby Betania i nærheden af Jerusalem, hvor Lazarus’ dybe grav, skåret ud i klippen, for evigt minder om troens evne til at bringe liv til selv den stinkende døde mands sjæl, dybt inde under sten og murværk. Det er et kraftigt og relevant symbol, thi der er kræfter, der bringer åndelig død til sjæle, indespærrer dem i jagten efter materielle goder og leder sollyset væk fra Gud. Men den brede gode motorvej til Betania var pludseligt afbrudt af en kæmpemæssig vederstyggelighed af en mur; 25 fod høje cementplader blokerede vejen og afskar sollyset. På et hjemmelavet skilt kunne man læse: Velkommen til Betania-Ghettoen.

Hinsides muren stirrede blå-øjede og solbrune palæstinensiske børn i deres bedste søndags-tøj i vantro på det israelske arbejdssjak, der ufortrødent oprejste pladerne, der murede dem i deres landsby. Det mindede mig om en skræk-historie af Edgar Allan Poe, om en hævngerrig spanioler, der murede sine levende ofre inde i en kælder i sit slot, efter at have lokket dem ned og prøvesmage hans amontillado-vin. Han lagde sten på sten, smurte mørtel på med velbehag, murede ivrigt indgangen til nichen til, mens at vantroen i ofrets øjne vendte sig til rædslen ved erkendelsen. Hans læber hviskede ’Amontillado!’, mens den sidste sten indemurede ham til sin langsomme og rædselsfulde død i kælderens mørke. Poe vidste, at vi frygter at blive muret inde, mere end vi frygter døden.

Vi kan ikke forhindre Israel i at mure én million Gaza-beboere inde. Men vi kan muligvis, og burde forsøge, at forhindre at Israel får en fjer i sin hat for denne usle handling. Tak for intet, General Sharon. Du gør Zimris ondskabsfulde gerninger, og fortjener en retfærdig Pinehas’ belønning, som Bibel-sindede mennesker ville sige. Vi skulle tage os af mennesker, der lader ham sælge omgruppering som et stort offer – folk i medierne. I stedet for skælvende at se én million menneskeliv blive muret inde, koncentrerer den verdensomspændende jødiske medie-maskine, fra Sulzbergers New York Times til Rothschilds Liberacion, sig om ”bosætternes pligt”. Dette er et andet bedrag. Sidste måned ødelagde israelerne landsbyen Tana og uddrev dens befolkning, praktisk talt uden at blive omtalt; men hver eneste bosætters tårer bliver ivrigt dokumenteret og bragt til seerne over hele verden.

Der er ingen, der skubber disse bosættere bort, ud over deres egen regering. De kan forblive som ligeværdige i Gaza. De ville sikkert være i stand til at beholde mange af deres ulovligt opnåede goder. PNA bør erklære dette offentligt. Hurlumhejet bliver skabt for at sikre idéen om, at jøderne ikke kan leve sammen med goyim. Desværre støttes denne idé af jødiske pro-fredsaktivister: Michael Warshawski udtalte, at

”anti-besættelsesstyrkernes prioritet burde være at fordømme og bekæmpe bosættelses-politikken, … at tvinge Israel til et fuldstændigt stop i bosættelses-aktiviteter, herunder muren og tilfaldsvejene, og at danne et Internationalt Bosættelses Stop Tilsyn, under FN, med mandat til at virkeliggøre dette stop.”

Warshawskys opfordring svarer til støtte af Sharons begreb med adskillelse fra venstrefløjen. Han er mod, at muren bliver bygget væk fra den Grønne Linie; derfor burde Gaza-Muren passe ham storartet. Men det er for lidt, og for sent at kræve et stop, der aldrig kommer, af bygningen af murene, der bliver bygget langs gamle våbenstilstandslinjer. ’Anti-besættelse’ blev løsen for light zionisme. Der er kun en mulig løsning: i stedet for at fjerne alle bosætterne og bygge flere mure, at integrere Gaza og Vestbredden i Israel, med alle deres fejl.